Et plankebord er et bord, man lægger mærke til. Det bringer os ”back to nature”, fordi det er lavet af naturlige materialer og ikke af de sædvanlige billige materialer såsom lakerede MDF- eller spånplader.

Dit kommende plankebord er lavet af, hvad du kan gå ud og se i de danske skove – et ægte træ, som har åndet og haft sine rødder i jorden! Det smukke ved det er, at selvom et træ er dødt, så kan det stadig komme til rette i form af et unikt og smukt plankebord – og derved ”leve videre”.

Når snakken falder på plankeborde, så er det som regel bordpladen, der bliver fokuseret på – træsort, størrelse, grad af forarbejdning og overfladebehandling. Pladen er selvfølgelig også det, der fylder mest og møder øjnene først. Men benene er på mange måder også vigtige – i nogle tilfælde kan de næsten blive mere spændende, end pladen! Dette er især tilfældet, når borstellet udgøres af en skulptur, glas eller måske ”bare” er overdimensioneret.

I det følgende vil vi dog fokusere på de mest almindelige typer af bordben – dem af metal og træ. Bukke kommer vi selvfølgelig heller ikke helt udenom!

Bordben af metal

Vil du lave dit eget personlige plankebord med dit helt eget unikke særpræg? Et bord, der ikke ligner alle andres?

Bordben af metal har den fordel, at de er holdbare og nemme at holde rene og pæne. Især det sidste kan være en udfordring ift. bordben – for folk sidder, uden at tænke over det, og gnider fødderne op ad benene. Der bliver også gået ind i dem, og husdyr kan også være hårde ved dem (især katte).

Om man er til blankt eller mat look, metal-farvet eller malet, så findes det derude. Hertil kommer metalstel i et væld af forskellige konstruktioner. Det mest almindelige er selvfølgelig det, hvor der er en firkantet ramme, hvorpå bordpladen ligger, og så fire ben lige ned. Hertil kommer krydsstel, hvor bordbenene i hver ende er krydsede (ligesom når man krydser ben).

Bordben i stål findes i mange forskellige udformninger med varierende længde og omkreds. De kan være runde, firkantede, koniske, tre-delte med lige eller skrå ben. Du kan vælge mellem almindeligt slebet, børstet, forkromet, forkobret eller forgyldt stål. Andre muligheder er rustfrit stål, ubehandlet sortstål eller blot stål med forskellige, populære farver, som du selv har mulighed for at tilføre flotte, personlige detaljer med metallak.

Trekantstel og u-formerede stel er også ganske populære. Ved u-formerede stel er bordbenene i hver ende forbundet af en bjælke, således at de danner et U ned fra bordet. Nogenlunde samme princip gør sig gældende for trekantsstel – her snævrer benene blot ind der, hvor de sidder fast på bordpladen. Således danner de en trekant, som står med den brede side ned mod gulvet, og spidsen op mod bordet.

Kubeformerede stel, som også bliver mere og mere populære, er ganske enkelt en kube af metalbjælker, hvor bordpladen ligger ovenpå. Listen over forskellige steltyper kunne blive ved – for der findes et hav af forskellige designs derude!

Bordben af træ

Bordben af træ kan være lidt mere besværlige at købe separat fra plankebordpladen, end metalstel er det. Det ser nemlig bedst ud, hvis plade og stel er af samme træsort og med samme overfladebehandling.

Derfor kan det klart anbefales, at bordet købes med stel, hvis man ønsker det i træ. Her er det som regel også muligt at få flere forskellige designs – almindelige ben, med og uden tværbjælker, som krydsstel eller U-stel. Bestiller du bordet custom-made, er mulighederne i hvert fald mange!

Bordben i træ giver dog et fint, rustikt og traditionelt look, alt efter om man er til svungne detaljer eller det enkle og minimalistiske. Desuden findes der forskellige træsorter til forskellig stil. Lige fra lyse, varme farver som ask og fyr til de mørkere, klassiske toner som eg og mahogni. Alt efter hvilken træsort man foretrækker, følger der forskellige træk, som bidrager til unikhedens helhed i bordet.

Bukke i stedet for ben

At bruge metalbukke i stedet for regulære bordben til plankeborde er blevet meget populært. Dette skyldes bl.a. at det er en utroligt billig løsning, idet metalbukke kan købes i langt de fleste møbel- og byggekæder.

Overvej hvilken type bordben, der vil passe til din indretning

Med skinnende metal får bordet et futuristisk islæt. Med trekants- eller kubestel får det et geometrisk udtryk. Med træben får det et mere harmonisk og organisk udtryk. Med bukke får det et praktisk og råt udtryk. Med andre ord: Stellet til dit plankebord påvirker bordet samlede udtryk, og er derfor en mulighed for at ”vinkle” bordet, således at det passer ind i lige netop dit look.

Derfor kan der heller ikke herske nogen tvivl om, at stellet er vigtigt at have med inde i overvejelserne, når det nye plankebord skal købes ind!